Læs om hvad du skal gøre, hvis du mener, at du har behov for en plejehjemsplads.
Visitationen til en plejehjemsplads foretages af kommunen. Visitationen sker på baggrund af en konkret individuel vurdering af din boligmæssige, sociale, økonomiske og psykiske og fysiske situation. Hvis du mener, at du har behov for en plejehjemsplads, skal du derfor kontakte din kommune.
Blandt de visiterede ældre bliver plejehjemspladsen tildelt efter behov. Det vil sige, at den borger, der aktuelt har det største behov, som udgangspunkt tilbydes den først ledige bolig (læs mere under plejeboliggarantien nedenfor og punktet ”Frit valg af plejehjem”).
Hvis en kommune afslår at visitere dig til en plejehjemsplads, kan du klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Klagen skal sendes til kommunen. Klagefristen er fire uger.
Plejeboliggarantien
Plejeboliggarantien betyder, at hvis du er visiteret til en plejehjemsplads, skal du tilbydes en plads senest to måneder efter, at du er blevet visiteret. Boligen skal være klar til at flytte ind i senest to uger efter udløb af fristen.
Hvis du afslår tilbuddet om en plejehjemsplads, så annulleres fristen på to måneder, og en ny frist løber fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager afslaget.
Hvis du er visiteret til en plejehjemsplads, så har du ret til frit at vælge plejehjem (læs mere i afsnittet om frit valg). Hvis du gør brug af dit frie valg og ønsker at bo på et specifikt plejehjem, så bortfalder plejeboliggarantien.
Ønsker du at bo på et plejehjem i en anden kommune uden nærmere at angive, at du ønsker at bo på et specifikt plejehjem, så er du omfattet af plejeboliggarantien i tilflytterkommunen.