Helhedspleje gives som udgangspunkt til ældre, der har nået folkepensionsalderen, og som har behov for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse.
Helhedspleje udmøntes i sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb. Formålet med helhedsplejen er at sikre en helhedstænkning i forhold til din samlede livssituation. Det er op til den enkelte kommune at beslutte, hvordan de enkelte pleje- og omsorgsforløb under helhedsplejen skal sammensættes.
Helhedspleje omfatter personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse. Helhedsplejen skal gives med et rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Personlig pleje kan fx omfatte hjælp eller støtte til bad og af- og påklædning. Hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet kan fx omfatte hjælp eller støtte til rengøring, skift af sengetøj, at lægge tøj sammen, anretning af mad eller at få stillet varer på plads. Genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse, kan fx være relevant, hvis du er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på grund af sygdom eller fx efter et fald, eller hvis der er behov for at genvinde mistet eller reduceret funktionsevne.
Hjælpen i det tildelte pleje- og omsorgsforløb tilrettelægges og udføres på baggrund af en dialog mellem dig og medarbejderen ud fra en faglig vurdering af dine aktuelle behov og ressourcer. Der skal være kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen, og der skal være færrest mulige forskellige medarbejdere i dit hjem.